IWWA, Tanzania Udgivet i Besøgsrapporter, Det Demokratiske Aspekt, Det Røde Aspekt, leverandør – Tags: , ,

Kvindekooperativ i Tanzania, som hedder Ifakara Women Weavers Association (IWWA). De bor og arbejder i Ifakara, en provinsby ca. 400 km. sydvest for hovedstaden, Dar es Salaam i Tanzania. De køber bomuldstråd og pulverfarve i Dar es Salaam, farver og væver – tæpper, duge, stoffer, (dæk)servietter, m.m.

Forretningen GarnAfhentesIFarveri

Når u-landsbistand fungerer
Her er en af beviserne på at u-landsbistand kan virke: Mellemfolkeligt Samvirke (MS) startede et projekt i Ifakara i 1984. Danske vævere blev udstationerede, for at skabe beskæftigelse til de unge kvinder i byen. Der var – og er ikke – meget at lave i byen, så især de unge mænd søger ind til hovedstaden, hvor der imidlertid heller ikke er jobs. MS satte et mål om at skaffe beskæftigelse til unge kvinder i byen. MS hjalp med at bygge værksted og væve, gav undervisning og foreslog en foreningsstruktur efter dansk skabelon. Da MS trak sig tilbage, lykkedes det vævekvinderne at fortsætte på egen hånd.

Det er et af de succesrige u-landsprojekter, som der burde være flere af. Nogle af de gamle MS’ere har stiftet foreningen Kilangoro.dk, og rejser derned for hyggens skyld og hjemtager stoffer og ris; man kommer til at holde af stedet og stemningen. Her er deres (gamle) beskrivelse.

I dag
Imidlertid døjer kvinderne med at sælge stofferne lokalt i Ifakara; I byen sælges billigt brugt tøj fra de rige lande, og billige maskinvævede stoffer fra Kina og Indien, som kvinderne bruger over en kjole og til at bære små børn på ryggen. Denne import fra rige lande vil de østafrikanske lande stoppe, netop fordi det ødelægger mulighederne for lokal produktion. Læs mere her.

Kvinderne sender tæpper til hovedstaden, hvor det lykkes at sælge lidt til turister, men vil gerne sælge mere.

Virksomhedsbesøg

Trods MS’ernes forsøg på at lære kvinderne engelsk, har det været et problem for Rent tøj at kommunikere med kvinderne. Man forstår dem godt, for der kommer ikke mange fremmede forbi. Men takket være gode venner og de gamle MS’ere lykkedes det at få kontakt med kvinderne. Da vi besøgte kvinderne i nov. 2014, fik vi en hjertelig modtagelse kl. 6 om morgenen, hvor toget fra Dar es Salaam efter 10 timers forsinkelse endeligt nåede frem. Vi blev vist rundt og holdt møde, hvor vi fremlagde nogle af Tenna Bang’s design.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der var én mand tilstede. Ham havde de hyret som tolk. Nu kommunikerer vi over Whats App på engelsk.Vi hjemtog et lille antal tæpper, som hurtigt blev udsolgt på julemarked i Verdenskulturcenteret i København. Derefter fandt kvinderne ud af at sende tæpper og stof til Danmark via bus til Morogoro, hvor der ligger et postkontor, og derfra med almindelig luftpost. Kvinderne har også god kontakt til Goig i Dar es Salaam, som Rent Tøj besøgte i feb. 2016. De har vævet stof, som Goig nu prøver at sy til modetøj designet af Tenna Bang.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Samlet vurdering

Rent tøj har godkendt dette kvindekooperativ, fordi det er demokratisk drevet og kvinderne laver nogle meget flotte produkter. Bomuldstråden, de køber, er ikke økologisk. Rent tøj har undersøgt markedet, men det kræver større indkøb af bomuld, at skifte over til økologisk dyrket bomuld. Fremtiden må vise om kvinderne kan få volumen op – bl.a. via Rent tøjs indkøb. Kooperativet er ikke medlem af fair trade organisationen, WFTO, men det kunne de godt blive, hvis de mente det havde noget formål.

Juli, 2016

seneste besøg kan læses her

mest solgte tæppe kan ses her

Godkendelse af IWWA (igen):

1.) Varerne er i Rent tøjs sortiment, fordi det er så tydeligt at salget styrker kvinderne i Ifakara. De tjener penge og bestyrer foreningen med stor kyndighed. På længere sigt – når/hvis brugt-tøjs-markedet svinder ind – kan deres stoffer måske blive konkurrencedygtige i byen.

2.) Det er et minus at bomulden er ikke-økologisk. Det er tænkeligt, at det kunne få en certificering, for muligvis er der ikke brugt kunstgødning og pesticider, men selve certificeringen koster mange penge, så det er ikke aktuelt for småbønder. Det er også et minus at bomulden ikke er fairtrade-certificeret, altså en garanti for at bomuldsbønderne har fået en bedre pris end verdensmarkedsprisen, men der er ikke fairtrade-mærket bomuld i Tanzania overhovedet. Det kræver, at en meget stor leverandør – plantageejer eller kooperativ/andelsforening – søger og betaler for fairtrade-godkendelse og de løbende afgifter.

4.) Farverne er reaktive, hvilket er det mest skånsomme.

5.) Vævekvinderne sætter selv priser på varerne, og Rent tøj søger ikke at presse prisen ned, snarere tværtimod. Om det er en fair trade pris og en leveløn er svært at sige. Kvinderne er jo ikke lønarbejdere, hvor man kunne spørge til timelønnen og sammenligne med leveomkostninger i området. De er selvstændige erhvervsdrivende og nogle gange er der ordrer, som giver penge, andre gange ikke.

6.) Kvinderne bidrager til udvikling i området ved at uddanne unge kvinder i kunsten at væve og drive en forretning. Den kollektive ejerform og driftsform, som kvinderne har i virksomheden, øger sammenholdet og gør virksomheden mere robust, end hvis hver kvinde arbejdede alene.

7.) Der er indlagt elektricitet fortrinsvis drevet af vandkraft, men der er ofte langvarige nedbrud. På hospitalet, i vores gæstehus, enkelte butikker, osv. har generatorer, som bruger en masse olie/benzin, larmer og oser. Derfor er håndvævene og skrædderens foddrevne symaskine den eneste pålidelige og bæredygtige teknologi i området.

  1. februar, 2018, Margit Kjeldgaard