Tøj skader miljø og natur Udgivet i Bæredygtig blog, Det Grønne Aspekt, Det Røde Aspekt
Halvdelen af vores tøj er lavet af olie, som er en ikke-fornybar ressource. Det er polyester, acryl, spandex, etc. Og selvom meget kan gøres for at genanvende fibrene, vil der komme en tid, hvor olien slipper op. Den anden halvdel stammer fra jorden (bomuld, træ, hamp, hør, bambus, soja, etc.) og dyr (uld fra får, pels fra mink og puppen fra silkeormen) og kan gå tilbage til jorden.
Skal tøjet og stoffet være bæredygtigt, sådan at vi kan efterlade de kommende generationer med samm muligheder, som vi selv nyder, skal vi altså udfase brugen af olien.
Bomuld er den mest almindelige naturlige fibre til tøj. Den kan desværre kun dyrkes i tropiske egne, den kræver meget vand og næring og er meget modtageligt for skadedyr, svamp og ukrudt. Derfor bliver der vandet, gødet og sprøjtet i stor stil (ca. ¼ af verdens pesticider bruges på bomuldsdyrkning).
Desuden dyrkes bomulden ofte på steder, hvor der er knaphed på jord til dyrkning af fødevarer. Hver dansker disponerer over et areal på størrelse med en parcelhusgrund et sted – højst sandsynligt i Indien eller Kina. Tekstilfibre lavet af træ og bambus kræver desværre en del kemikalier før de bliver til viscose, men ellers er det fint til tøj, fordi det er let at vaske og tørre og skal ikke stryges. Hør er godt, fordi det kan vokse her i vores tempererede klima, men der kommer let ukrudt imellem de lave hørplanter, så der sprøjtes en del.
Hamp er uden tvivl den mest miljørigtige plante til tøj og tekstil, fordi den ikke kræver kunstgødning og ikke plages af skadedyr, svamp og med sin høje og tætte vækst udkonkurrerer den alt ukrudt. Desuden leverer den meget stor mængde fibre pr. arealenhed og kan dyrkes i de fleste klimabælter. Endeligt forbedrer den jorden, så den kan med fordel indgå i et sædskifte med korn og grønsager.
M.h.t. brugen er bomuld dejligt blødt til tøj, men det tillader ikke at sved passerer igennem og det skal derfor vaskes oftere og tørrer kun langsomt på snor og i tørretombler. Både hamp og hør lader sveden passere gennem tøjet, men hamp og hør er noget stift i starten – især når der ikke er brugt kemikalier til at skille fibrene ad. Derfor laves en hel del blandinger hvor ca. halvdelen er bomuld.
Tekstilfibre fra får er fint og man kan udnytte at der er fedtstof (lanolin) i ulden, som holder vand ude eller inde (brugtes i 70’ere som blebukser). Silketråden kan vikles op fra pubben på en kynisk måde, hvor ormen dør, eller man kan vente til ormen har forladt pubben, hvorved trådene bliver kortere.
Minkpelse er blevet det store hit i Kina og Danmark har oplevet en eksplosion i eksport af mink; denudgjorde sidste år 1/3 af indtægten fra svineeksporten. Mens svinene ikke behandles pænt, er det endnu værre med minkene, fordi de er rovdyr, der er skabt til at jage, hvilket de jo fuldstændigt forhindres i i de små bure. Men det er heller ikke pænt at lukke dem ud, som visse dyrevelfærdsaktivister har gjort, for de kan ikke overleve i den frie natur i Danmark.
Miljø-belastningen af tøjproduktionen er altså forbrug af olie, vand, kunstgødning og pesticider, men det er også vask og blegning af fibre, farvning med kemikalier og vask igen, hvor en masse spildevand udledes ofte uden at blive renset. Man har beregnet at et par jeans bruger 30.000 liter vand og en t-shirt ca. 3.000 liter vand fra jord til klædeskab. Endeligt er der miljø-belastningen hos forbrugeren, nemlig vask og evt. tørretumbling og strygning, samt afskaffelsen.
Men meget korte politisk korrekte anbefaling lyder sådan her: Brug hampetøj, hæng det til luftning i stedet for at vaske det, sy lapper på i takt med at huller opstår, brug til sidst som klude til rengøring og grav laserne ned i baghaven, så de komposteres og bliver til ny jord.
mk 2. april, 2013