Tøjproduktion skaber udvikling Udgivet i Bæredygtig blog, Det Røde Aspekt

Alle samfund har udviklet tøjproduktion fra selvforsyning til noget, der foregik i små værksteder, som kunne byttes for andre nødvendigheder eller sælges på et marked. Spinnerier og store væve med automatisk skytte drevet af dampmaskiner blev starten på industrialiseringen i England i midten af 1700-tallet og næsten alle lande har etableret tøjproduktion baseret på bomuld i løbet af deres udviklingshistorie. I mange år var det slaver, som dyrkede og høstede bomulden til tekstilindustrien i Europa og USA.
Tøjproduktion foregår i dag i lande med de laveste lønninger, fordi tøj tager tid og alle processerne er ikke blevet automatiseret. Ofte er lønningerne så lave, at de ansatte ikke kan leve af lønnen tjent på en 8-timers arbejdsdag og ofte er arbejdsforholdene farlige og fysisk nedslidende.

Boykott-våbnet

For ca. 20 år siden blev det afsløret at en del fabrikker brugte børn i produktionen. I Danmark  gav det naturligvis anledning til forargelse og der rejste sig nærmest en hel ”boykott børnearbejde”- bevægelse. Umiddelbart ville man tro at en boykot ville støtte børnene, men en undersøgelse viste senere, at børnene havde fået endnu ringere arbejde – prostitution, husarbejde og hårdt arbejde i byggeriet. Velmenende forbrugere gjorde faktisk skade på disse børn og deres evt. familier. Derfor skal man i stedet rejse krav overfor fabrikken/arbejdsgivere om at de sørger for at børnene går i skole den halve dag og kun arbejder den anden halvdel.

Politisk forbrug

Rent tøj og andre etiske virksomheder prøver at ændre på løn- og arbejdsforhold igennem vores indkøb og ved at støtte de produktionssteder, der forbedrer de ansattes livsvilkår i det hele taget. Se f.eks. beskrivelsen af Thanapara i Bangladesh.

Under alle omstændigheder er det ikke en god ide at boykotte tøj fra disse fattige lande, for tøjproduktion kan være en vej til udvikling. Det forklarer den danske ambassadør i Bangladesh i følgende artikel, som er sakset fra avisen sn.dk:

Made in Bangladesh 

Af Mikael Hemniti Winther, dansk ambassadør i Bangladesh, august 2017

”Mange danskere har stødt på ordene ‘Made in Bangladesh’ i kraven på en T-shirt. Hvert år eksporterer landets tekstilindustri for mere end 183 milliarder kroner, hvor over halvdelen går til det europæiske marked. Det danske tøjfirma Bestseller, som står bag mærkerne Jack & Jones, Vero Moda og ONLY, producerer også deres tøj på fabrikker i Bangladesh. De er en del af en industri, der beskæftiger 4 millioner mennesker og står for 80 procent af eksporten fra verdens ottende folkerigeste land.

I det danske mediebillede er Bangladesh mest kendt for sammenstyrtede fabrikker, farlige arbejdsforhold og naturkatastrofer. Et af de scenarier kom til verdens skue d. 24. april 2013. Fabriksbygningen Rana Plaza i hovedstaden Dhaka kollapsede i den mest fatale arbejdsulykke, tekstilindustrien har set. 1138 mennesker omkom i murbrokkerne, og 2500 blev såret. Øget efterspørgsel på billige kvalitetsmærker i særligt Europa skabte en vækst i den bangladeshiske tekstilindustri fra 2007 til 2009 på hele 26 procent. Den voldsomme vækst skyldes ikke mindst EU-initiativet ‘Everything but Arms’ (Alt undtagen våben), der giver udviklingslande mulighed for at eksportere toldfrit til Europa. Fokus var ganske enkelt på vækst frem for arbejdsmiljø- og sikkerhed, hvilket forstærkede billedet af en ubarmhjertig industri med et grundlæggende kynisk menneskesyn. Katastrofen var en brat opvågning for regeringen, fagforeninger, fabriksejere og internationale aktører. Katastrofen banede dog også vejen for bæredygtighed, hvor Danmark har været med fra begyndelsen med indsatser for forbedret arbejdsmiljø- og sikkerhed, fremme af kvinders rettigheder og kritisk dialog med arbejdsmarkedets parter i Bangladesh.

Danmark har et bredt engagement i tekstilindustrien, og i 2015 indgik vi et samarbejde med Bangladesh, som skal bidrage til at forebygge katastrofer som Rana Plaza. Med inspiration fra det danske Arbejdstilsyn vejledes og trænes tilsynsførere, så der skabes et troværdigt, uafhængigt og effektivt arbejdstilsyn i landet.

Tekstilindustrien styrker kvinders rettigheder

Konservative, patriarkalske kræfter er rodfæstet i Bangladesh – særligt i landområderne, hvor hovedparten af den 160 millioner store befolkning lever. De fleste kvinder har få rettigheder eller indflydelse på beslutninger i hjemmet. Det drejer sig både om retten til at forvalte økonomi, samt seksuelle rettigheder og medbestemmelse i beslutninger om familieforøgelse. Tekstilindustrien spiller en vigtig rolle i at give kvinder en stemme. Ud af fire millioner beskæftigede i tekstilindustrien er 60 procent kvinder. De kommer primært fra landområderne, og et arbejde på en tøjfabrik i Dhaka giver dem mulighed for at tjene til husholdningen. En indkomst, som vil være vanskelig at opnå på anden vis. Et studie foretaget af Verdensbanken viser, at kvinder, der har arbejde i tekstilindustrien, får mere medbestemmelse i hjemmet og større indflydelse på eget liv. Modsat mændene bruger kvinder i højere grad deres indtægt på børnenes uddannelse, hvilket er med til at udsætte tidlige ægteskaber. I et land med så stor en befolkning, er den slags tendenser helt afgørende for udviklingen.

På trods af tekstilindustriens positive indvirkning på samfundet, er den stadig truet af farlige arbejdsforhold og voldelige konflikter mellem arbejdsmarkedets parter. Konflikten kulminerede tidligere på året, da 34 arbejdere og fagforeningsmedlemmer blev fængslet i over to måneder for at strejke for højere lønninger. Her har regeringen for alvor mærket presset fra EU, der har undersøgt mulighederne for at suspendere Everything but Arms, hvis Bangladesh ikke lever op til de internationale konventioner og standarder – især retten til at organisere sig i fagforeninger. En suspendering af Everything but Arms vil være katastrofalt for den bangladeshiske økonomi.

Tekstilindustrien i Bangladesh står derfor ved et vadested. Hvis en positiv og bæredygtig udvikling skal fortsætte, skal dialogen mellem arbejdsmarkedets parter forbedres. Basale arbejdstagerrettigheder som retten til at danne fagforening skal være til stede. Lande som Myanmar, Laos og Etiopien er nye konkurrenter på markedet, og Bangladesh skal ruste sig til et tekstilmarked, hvor der sættes højere krav til bæredygtighed og arbejdstagerrettigheder.

Tekstilindustrien spiller en central rolle i at løfte millioner ud af fattigdom og give kvinder en stemme. Når jeg besøger Dhakas fabrikker, ser jeg bæredygtige fremskridt, og jeg mærker velvilje i mødet med fagforeningerne og fabriksejere. Vi er ikke i mål, og vejen er stadig lang. Men med dansk og international støtte er det muligt for Bangladesh.”

(bragt på sn.dk i serien ”Ambassadøren har ordet”)