For meget tøj i skabet ? Udgivet i Bæredygtig blog, Det Demokratiske Aspekt, Det Røde Aspekt – Tags: ,

Når man rydder op i klædeskabet kan man kyle det hele i skraldespanden eller lægge det i en af tøjindsamlingscontainerne. Kommer det i skraldespanden bliver det mest sandsynligt brændt og giver lidt varme tilbage via fjernvarmeanlæg. Kommer det i en tøjindsamling bliver det sorteret og fordelt til enten salg i en af genbrugsbutikker eller til fattige lande eller til en maskine, der laver fyld til bilsæder, isolering af huse, osv. Mange af os får lidt dårlig samvittighed over at vi kasserer tøj, som ikke rigtigt er brugt, så det trøster lidt at tænke på at fattige folk kan få glæde af det.

Det er også fint når tøjet bliver uddelt i katastrofeområder, hvor flygtninge mangler tøj, men hvis det sælges på markedet i fattige lande kan det gøre mere skade end gavn.

 
Brugt tøj i Ifakara og Bagamoyo, Tanzania

I de fattige lande sælges genbrugstøjet så billigt at det er helt umuligt for lokale bomuldsbønder og skræddere at konkurrere. I Tanzania har vi to gange besøgt et kvindekooperativet, IWWA, som væver stoffer på store væve. De laver bl.a. stoffer i den størrelse, som de fleste kvinder bruger til at svøbe om underkroppen og rundt om det yngste barn, som hænger på ryggen. ”Kanga” kaldes de. Prisen er ca. 50 kr. og det dækker indkøb af bomuldstråd, farvning og vævning samt lidt til kvinderne. Men de trykte metervarer fra Kina eller Indien koster kun 20-40 kr.., så kvinderne sælger næsten ingenting lokalt. Der er også en masse dygtige skræddere, som for ca. 50 kr. kan trylle de flotteste kjoler ud af stof, som kvinderne selv kommer med. Men det er mange gange billigere at købe brugte kjoler på markedet. Sådan er det også for tøj til mænd og børn og derfor døjer små håndværksvirksomheder og store fabrikker, der forarbejder bomuld til tekstiler og tøj, med at klare sig. Og derfor besluttede Den Østafrikanske Union i 2015 at stoppe importen af brugt tøj. Den Østafrikanske Union omfatter Kenya, Tanzania, Uganda, Burundi, Rwanda og Sydsudan. En langsom udfasning af importen skal ende i totalt forbud 1. jan. 2019.

 
Systue i Bagamoyo og stoftrykværksted i Kisiwani (øst for Dar es Salaam), Tanzania

Men der står store virksomheder bag leverandørerne af brugt tøj og de mister naturligvis et stort salg, hvilket både truer fortjenesten og beskæftigelsen. I USA har sådanne virksomheder lobbyet i forhold til regeringen og det har ført til trusler om told og kvoter på eksporten til USA. Kenya, som har meget at tabe, hvis USA gør gengæld har derfor opgivet importforbud.  Men Uganda og Tanzania og Rwanda står fast. Senest har de hævet importtolden på brugt tøj fra 0,20 til 0,4 $ pr. kg tøj, Rwanda helt op til 2,50 $ pr. kg. Det har imidlertid ført til smugleri af brugt tøj og sko til Rwanda. (kilde the East African 3. februar, 2018)

Østafrika eksporterer bomuldsprodukter, men 79 % af det er den rå bomuld. Regionen går derfor glip af den værdiforøgelse og beskæftigelse der findes i forarbejdningen lige fra rensning af bomulden, spinningen, vævning, farvning og syning. Det er dette gamle handelsmønster, hvor rige lande importerer råvarer fra udviklingslande, og forarbejder dem, som den Østafrikanske Union vil sætte en stopper for. De østafrikanske lande vil genoplive og booste tekstil- og tøjproduktionen til eget brug og til eksport. Som de skriver i den seneste rapport om medlemslandenes industri, er udvikling af en tekstilindustri den vej mange udviklingslande, herunder Kina, Indien og Vietnam, har taget for at kick-starte en industrialisering. Både værdiskabelse, beskæftigelse og realløn vokser, viser empiriske undersøgelser.

Når vi donerer vores tøj til fattige folk kan det komme til stor hjælp i katastrofeområder, men det er ikke godt når det bliver solgt i lande, som godt selv kan spinde, væve og sy. Selvforsyning er ofte et godt mål. Når vi skiller os af med vores overflod af tøj i den rige verden slipper vi for at komme af med vores affald. Den opgave giver vi videre til lande, hvis affaldssystem ikke er så godt endnu.

 
Badestrand ved Bagamoyo, Tanzania

….

Sådan taber udviklingslande til den rige verden

Før englænderne koloniserede Indien lavede inderne deres eget tøj. Lyse stoffer, som blev slynget og bundet rundt om kroppen. Under engelsk overherredømme blev bomulden sendt til England, hvor det blev spundet, vævet og syet til tøj i Manchester, Liverpool og andre store industribyer. Denne ødelæggelse af indisk håndværkstradition og industri protesterede uafhængighedsbevægelsen (ledet af Mahatma Gandhi) imod (bl.a. beskrevet i filmen “Gandhi”). Indien blev et selvstændigt land men her 70 år senere har englænderne og alle EU lande told på tøj fra Indien; bomulden må godt komme toldfrit ind i EU, men ikke tøjet.

I Afrika byttede europæerne sig til slaver ved at tilbyde våben, alkohol og tøj. Efter slaveøkonomien blomstrede tøjproduktion frem flere steder i tropisk Afrika, men billige indiske og kinesiske stoffer har siden fortrængt meget afrikansk bomulds- og tøjproduktion. Helt galt er det gået siden kasseret tøj fra rige vestlige lande er ankommet til Afrika i meget store mængder.

26. feb., 2018
Margit Kjeldgaard