Virksomhedsbesøg hos IWWA, Tanzania jan. 2018 Udgivet i Bæredygtig blog, Besøgsrapporter, Det Demokratiske Aspekt, Det Røde Aspekt, leverandør – Tags: , ,

For tre år og 3 måneder siden var jeg her første gang med min yngste datter. Jeg elsker Tanzania og vil gerne vise mine døtre landet. Denne gang kommer min ældste datter og jeg i regntiden. Man snegler sig rundt om vandpytter og mudderhuller i den røde jord, der er ikke meget asfalt her 400 km. Sydvest for Dar es Salaam.

 
Busturen mellem Dar es Salaam, hovedstaden i Tanzania og Ifakara tager ca. 10 timer her i regntiden. Vævekvindernes butik og værksted i Ifakara.

Denne gang har vi også lavet en aftale og det summer af aktivitet i værkstedet. De forudbestilte 5 tæpper ligger klar, jeg havde ellers forudset at vi også denne gang skulle betale for garn og farve, før arbejdet kunne gå i gang. Men det går tilsyneladende bedre for vævekvinderne, de må have et vist overskud, når der produceres ”til lager”; en af kvinderne er ved at fylde ca. 15 tæpper ind på hylderne. Vi får store smil og føler os straks velkomne. Der er kun to af kvinderne, som jeg kan genkende fra besøget for 3 år siden. De er pt. 35 kvinder i foreningen, men da der kun er ca. 7 væve og 3 cykelhjul til at vikle bundter før og efter farvningen, kan alle ikke være på arbejde samtidigt.

 
Vævene er oprindeligt lavet af frivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke. En glimrende ide i et område uden elektricitet. Også stolene er lavet af træ og helt forskelligt fra de sædvanlige plastikstole, der ellers findes overalt i byen og mange andre steder. 

Kvinderne taler kun lidt engelsk og jeg kun lidt Kiswahili, så da vi skal til at snakke forretning, hidkalder de Joseph, som kan en del engelsk og fungerer som tolk. Joseph lejer et rum i deres bygning, hvorfra han sælger urtemedicin. Han hjælper med en ny vanskelig ordre – viskestykker, der skal klippes ud af stofferne og sys. Foreningens nye forkvinde, Ristituta henter naboen til den anden side, en skrædder, og jeg viser en tegning over størrelse og labels, som skal sys i. Jeg har også et viskestykke med fra en tidligere bestilling hos en stor fabrik i Dar es  Salaam, men det er klippet skævt og sjusket syet, og det kan de godt se og lover at lave det ordentligt.

 
Forkvinden, Restituta og foreningens kasserer, samt naboerne (skrædder og tolk).

På forhånd har jeg beregnet en pris, som jeg foreslår. Hvordan de fordeler betalingen blander jeg mig ikke i, det er kvinderne jeg handler med. De synes tydeligvis at betalingen er god, men de skal også have penge til transporten til nærmeste posthus i Morogoro, hvorfra de sender pakkerne til Danmark. Det er et større problem, for de kender ikke nogen mere i Morogoro, der kan hente pakken fra bussen og sende den fra posthuset. Det ærgrer mig at transporten til Danmark og toldbehandlingen i Danmark tilsammen koster mere end selve viskestykkerne. Jeg forstår på deres snak at en af kvinderne skal tage bussen til Morogoro og tilbage dagen. Det er en bustur på 7 timer, så der skal også være penge til overnatning og mad et sted. Forhåbentlig finder de en anden løsning, for selvom tanzanianere ikke vurderer tid så højt som danskere, må det alligevel være surt at være så længe væk hjemmefra.


Tanja og Restituta (foreningens forkvinde) poserer foran udstillingen i butikken.

To dage senere kommer vi uanmeldt tilbage til butikken og der er stadigvæk fuld gang i værkstedet bagved. Min datter, Tanja er allerede blevet gode venner med forkvinden og har spist Ugali sammen med kvinderne. Ugali er majsgrød, som man former i højre hånd og laver en lille fordybning i med tommeltotten, sådan at man kan fiske lidt dyppelse op; dyppelse kan være lavet af lidt kød og tomat eller grønsager – hvad man nu har og har råd til. Tanja har nemlig været inde hos skrædderen med noget stof, som han laver til kjole og nederdel. Det skal jo prøves på og rettes til, hvilket giver anledning til en masse snak og grin om europæernes flade bagdele. I det hele taget laver kvinderne (og tanzanianerne i almindelighed) langt mere sjov end os danskere. Bagefter sætter Tanja kvindekooperativet på facebook og lægger en masse billeder op, hvilket de er meget glade for. I mens går jeg rundt med en 3 måneders baby, hvis mor sidder ude bagved ved en væv. Jeg synes den trænger til at se mere end loftet, og jeg tænker på at der ikke går mange år før den skal hente vand og brænde til madlavningen. Jeg forsøger mig med lidt sjov, for ungen er temmelig tyk og jeg kender ordet for mad (chakoola) og peger på kinderne. Til sidst tager vi endnu nogle fotos og cykler tilbage til vores gæstehuset, hvor vi bor og hvor de ansatte heldigvis kan lidt mere engelsk.

Vi bar selv nogle tæpper og duge med hjem i rygsækken, som nu er til salg i netbutikken. Senere kommer viskestykker. Det regner vi med, for vi har fuld tillid til kvinderne og det Tanzanianske postvæsen plejer også at virke godt. Når varerne kommer til Danmark skal PostNord undersøge om der skal lægges told på; det skal der ikke, men den undersøgelse koster 160 kr.; det synes folk i Tanzania er rigtigt mange penge.

28. februar, 2018, Margit Kjeldgaard

Læs mere om Ifakara women weavers association (IWWA) her.
Se duge her.

Godkendelse af IWWA (igen):

1.) Varerne er i Rent tøjs sortiment, fordi det er så tydeligt at salget styrker kvinderne i Ifakara. De tjener penge og bestyrer foreningen med stor kyndighed. På længere sigt – når/hvis brugt-tøjs-markedet svinder ind – kan deres stoffer måske blive konkurrencedygtige i byen.

2.) Det er et minus at bomulden er ikke-økologisk. Det er tænkeligt, at det kunne få en certificering, for muligvis er der ikke brugt kunstgødning og pesticider, men selve certificeringen koster mange penge, så det er ikke aktuelt for småbønder. Det er også et minus at bomulden ikke er fairtrade-certificeret, altså en garanti for at bomuldsbønderne har fået en bedre pris end verdensmarkedsprisen, men der er ikke fairtrade-mærket bomuld i Tanzania overhovedet. Det kræver, at en meget stor leverandør – plantageejer eller kooperativ/andelsforening – søger og betaler for fairtrade-godkendelse og de løbende afgifter.

4.) Farverne er reaktive, hvilket er det mest skånsomme.

5.) Vævekvinderne sætter selv priser på varerne, og Rent tøj søger ikke at presse prisen ned, snarere tværtimod. Om det er en fair trade pris og en leveløn er svært at sige. Kvinderne er jo ikke lønarbejdere, hvor man kunne spørge til timelønnen og sammenligne med leveomkostninger i området. De er selvstændige erhvervsdrivende og nogle gange er der ordrer, som giver penge, andre gange ikke.

6.) Kvinderne bidrager til udvikling i området ved at uddanne unge kvinder i kunsten at væve og drive en forretning. Den kollektive ejerform og driftsform, som kvinderne har i virksomheden, øger sammenholdet og gør virksomheden mere robust, end hvis hver kvinde arbejdede alene.

7.) Der er indlagt elektricitet fortrinsvis drevet af vandkraft, men der er ofte langvarige nedbrud. På hospitalet, i vores gæstehus, enkelte butikker, osv. har generatorer, som bruger en masse olie/benzin, larmer og oser. Derfor er håndvævene og skrædderens foddrevne symaskine den eneste pålidelige og bæredygtige teknologi i området.