Ordnede arbejdsforhold – også i Danmark Udgivet i Bæredygtig blog – Tags: ,


Hvorfor Rent tøj bruger PostNord til at sende breve og pakker til danske kunder.

Engang ordnede PostDanmark al brev- og pakkeudbringning i Danmark. Men i dag er der mange private virksomheder, som bringer både pakker og breve ud – og oven ikøbet ofte billigere end PostNord. Normalt er monopol ikke noget godt, for det kan føre til sløvhed og høje priser, men når det handler om infrastruktur – ledninger med strøm, rør med drikkevand, kloakrør og togskinner – er det spild at have flere virksomheder. For ellers bliver undergrund, master og natur fyldt med parallelle ledninger, rør, skinner, veje, m.v. Sådan er det nu for pakkeudbringningen. Der kører mange flere lastbiler og varevogne rundt på vejene med pakker fra netbutikkerne end nødvendigt og der er mange ind- og udleveringssteder for hver sit transportfirma.

Der er kommet så hård konkurrence på markedet, at visse virksomheder danner komplicerede konstruktioner med underleverandører, der underbetaler indvandrende arbejdere og undlader at betale skat og moms. PostNord derimod har overenskomst med sine ansatte og der er oftest mere ordnede arbejdsforhold.

På samme måde, som Rent tøj arbejder for gode løn- og arbejdsforhold der, hvor tøj og tekstil produceres, vil Rent tøj støtte ordnede forhold for postarbejderne i Danmark.
Derfor har Rent tøj holdt fast i PostNord igennem nedturen og trods kritik. Nu ser det ud til at de er ved at komme ovenpå igen; De har annonceret at der åbner 500 nye udleveringssteder, hvor man kan hente, hvis man ikke var hjemme da postbudet kom forbi.

19. marts, 2019, mk

Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/trekanten/milliongaeld-og-konkurser-paa-stribe-lyssky-firmaer-faar-din-pakke

Den gode nyhed er nu, at PostNord har nedsat sine takster på pakkepost. En pakke op til 2 kg. koster kun 65 kr. leveret til døren. Derfor sender Rent tøj nu endnu mere som pakke, der er fremme 2 dage efter indlevering i pakkeboks/-butik.
PostNord underskud er også faldet ved sidste regnskabsperiode.
6. nov., 2019, mk