Udsalg, genbrug og affald i tekstilbranchen Udgivet i Bæredygtig blog – Tags: affald, genbrug, udsalg
Mange tøjmærker bruger ”dødlager” i deres kollektioner. Det gør Rent tøj også.
Ved dødlager (deadstock) forstås det, der ligger tilbage fra sidste modesæsons kollektion i væverierne. Det kan være at tøjmærket, der bestilte stoffet, har fortrudt købet eller er gået konkurs. Det kan også være at der er fejl ved stoffet, forkert farve, vævning el.lign. Væverierne sælger derfor ruller af stof til stærkt nedsatte priser.
En af Rent tøjs leverandører, Tonlé, er rigtigt dygtige til at opkøbe rester og sy modetøj ud af det. Tilmed små stofrester kan kvinderne i Cambodia omdanne til strimler, der strikkes, og stoffibre, der presses til papir. Der er åbenbart et stort marked for dette genbrug, for virksomheden er vokset ud enormt de senere år. Se mere om Tonlé: https://www.renttoej.dk/2016/07/15/tonle-cambodja/
Der er bare et problem med dette genbrug, sporbarheden går oftest tabt. Man ved ikke hvad stoffet er lavet af – polyester, bomuld, elastan – hvilke farvestoffer er brugt, og hvordan stoffet er lavet – løn- og arbejdsforhold.
”Overskudslager” (overstock) forekommer hos tøjmærket, fordi man har købt for meget. Det kan ske i et anfald af optimisme om salg, men kan også være en kalkuleret risiko; jo mere stof tøjmærket køber, desto lavere pris, og desto højere profit – altså hvis salget går godt. Muligvis ligger tøj på lager i månedsvis eller ligefrem i årevis, før tøjmærket beslutter sig for at komme af med det.
Overskudslager sendes ofte til lodsepladsen. Det gør især de eksklusive tøjmærker. For et års tid siden blev Burburry afsløret af det engelske nyhedsmedie, BBC, i at sende for 750 mio. kr. af tøj, tasker og parfume til lossepladsen. Det er firmaet med det karakteristiske skotstern i beige, sort, rød og hvid. https://www.dr.dk/nyheder/udland/burberry-braender-tasker-toj-og-parfume-millioner-beskytte-maerket
Men det sker også hos mange andre dyre tøjmærker, fordi de er nødt til at beskytte deres mærke, som eksklusivt, dvs. dyrt og forbeholdt en lille kundegruppe. Hvis de sætter deres tøj på udsalg, falder mærket i værdi / anseelse og dermed også profitten.
En anden måde at komme af med dødlager på er udsalg. Det er selvfølgelig det bedste, hvis tekstil og tøj bliver brugt. Det kan imidlertid forvirre kunderne, for ”hvordan kan et økologisk t-shirt kun koste 70 kr.?. Det må være snyd, det må være lavet med børnearbejde, pesticider, osv.”
Sådan reagerer nogle kunder overfor Rent tøjs økologiske T-shirts fra Nicaragua. Men forklaringen på den lave pris er, at den gruppe fra Krogerup Højskole, som startede importen – efter de havde rejst rundt i Nicaragua og fundet kooperativet – ville videre i livet, lukkede biksen og solgte restlageret billigt til Rent tøj.
Tøj kan også omdannes (upcycles) til noget mere salgbart. Det koster dog penge at sy om, men er bestemt bedre for miljøet end at lave nyt stof. Tøj kan også trevles op (downcycles) og væves/strikkes på ny. Her er problemet, at meget tøj er lavet af blandinger af bomuld, polyester og spandex, som endnu ikke kan skilles ad af maskiner. Endeligt kan tøj hakkes og bruges som isolering til huse, møbler, osv.
22. oktober, 2019, Margit Kjeldgaard
En anden blog handler om det tøj, vi afleverer til velgørende organisationer. https://www.renttoej.dk/2018/02/27/for-meget-toej-i-skabet/