Kan tøj overhovedet være bæredygtigt? Udgivet i Bæredygtig blog, Det Grønne Aspekt – Tags: , ,

For at en produktion kan kaldes bæredygtig, skal den kunne fortsætte i al fremtid. Bæredygtig betyder, at vores produktion og forbrug ikke stiller kommende generationer ringere end vor egen generation. Det krav er nok nærmest umuligt at opfylde, men hampen er tæt på, fordi den under dyrkning, forarbejdning, brug og bortskaffelse ikke skader jorden og kun tærer lidt på begrænsede ressourcer.

I 1987 blev begrebet bæredygtighed lanceret af den norske statsminister i en FN-rapport opkaldt efter hende.

Produktion af tøj

Hampen stiller ikke særlige krav til jorden; den kan gro i både det tropiske, subtropiske og tempererede klimabælte. Den skal ikke sprøjtes med gifte mod svamp, skadedyr og ukrudt, fordi den meget sjældent angribes af disse plager; planten vokser så hurtigt og højt at den kvæler ukrudt – nogle kalder sågar planten ukrudt (”weed” på engelsk). Den behøver heller ikke kunstgødning, fordi den er meget nøjsom i forhold til næringsstoffer i jorden, tværtimod kan den med sit lange rodnet forbedre jorden og indgå i et sædskifte med dyrkning af andre afgrøder. Hampen optager store mængder CO2, fordi den vokser så hurtigt og tæt. Det er selve stænglen, som bliver til lange hampefibre, der er velegnet til reb og solidt tøj.

Bomuld anvendes meget ofte til produktion af tøj. Problemet med bomuld er, at planten kun kan vokse i tropiske og subtropiske områder, hvor der ofte er problemer med at skaffe nok plads og vand til dyrkning af fødevarer. Der skal ca. 2-3 gange så meget vand til bomuld som til hamp, for at producere den samme mængde fibre målt i vægt (se tabel 4.a. og 5.a. i den første kilde nedenfor). Der går meget vand til spilde under dyrkning af bomuldsplanterne med mindre der er udlagt vandrør med huller, så jorden hele tiden kan holdes fugtig. Desuden er bomuldsplanten meget sart, den angribes let af skadedyr og sygdomme. Da bomuld ikke er en fødevare, er der ingen grænser for hvor meget gift, man må sprøjte ud over planten. Undersøgelser viser, at bomuldsproduktionen bruger 25 % af giftene mod insekter, selvom dyrkning af bomuld maksimalt fylder 4 % af verdens landbrugsjord. Planten er flerårig og den kræver kunstgødning, for at producere blomster og de frøkapsler, hvor bomulden springer ud fra. Både produktion af pesticider og kunstgødning anvender knappe ressourcer i form af kemikalier og energi i produktionsprocessen samt transport.
Det er selvfølgeligt muligt, at dyrke bomulden økologisk, men det kan resultere i mindre output og det kræver en hel del administration, kontrol og dermed penge til mærkning. Det er pt. ca. 2-3 % af bomulden i verden, som er certificeret som økologisk.

De senere år er træfibre omdannet til tøj. Det er meget hårde materialer – træ og bambus – som skal udblødes i kraftige kemikalier for at kunne sprøjtes gennem en ”kødhakker” og komme ud som tråde, der kan strikkes eller væves. Der bruges en hel del energi under denne proces. Spørgsmålet er hvordan disse kraftige kemikalier laves og hvorvidt væsken efter opløsning af træ renses før den ledes ud i naturen/kloakken. Resultatet af denne kemiske proces er stoffer som viscose, lyocel, varemærket tencel, m.fl.

Polyester, acryl, spandex og andre kunstoffer anvendes også ofte til tøj. De er alle lavet af olie. Ligesom plastik er kunstfribene lavet af olien ikke bæredygtigt materiale, fordi der ikke er uendelige mængder i jorden og fordi det ved forbrænding udleder CO2. Kommende generationer må derfor finde erstatninger, hvis tøjet skal have strecht-effekt i bukser og nederdel, strømper, undertøj, osv.

I produktionsprocessen bruges også vand til vask før og efter blegning, farvning og efterbehandling mod pletter, mv. Det siger sig selv, at jo mindre stof og strik forarbejdes, desto mindre belastning af miljøet.

Når tøjet bruges

Meget miljøsvineri foregår under brug, når tøjet bliver vasket, tørret og evt. strøget. Der bruges vand og evt. skyllemiddel, som ledes beskidt ud og der bruges energi, hvis tøjet vaskes i varmt vand, tørres i tørretumbler og glattes af strygejern. Det er knap så slemt med kunststofferne, fordi de tørrer lettere og ikke krøller. Til gengæld vaskes mikrofibre af plastik ud i vaskemaskinen og det er så at sige umuligt for vaskemaskiner og rensningsanlæg at opfange så små partikler.

For at skåne miljøet kan man undlade at vaske så tit. I stedet kan man hænge tøjet ud til luftning, så sved og røg blæses ud.  Det forlænger også tøjets holdbarhed, hvis man vasker mindre.

Tøj, der er lavet af lange hampefibre, er meget holdbart, så man behøver ikke at købe nyt så tit. Man kan vaske en gang imellem med farve, hvis man synes tøjet er blevet for falmet og man kan sy om, hvis man har lyst til noget nyt. Når det ikke længere kan lade sig gøre at reparere og sy lapper på, kan tøjet klippes i passende stykker til klude til rengøring inde som ude og i værksted.

Afskaffelse

Der er nogle butikker, som tager tøj retur og udsteder tilgodebeviser. Det er et markedsføringstrick, som giver butikken en grøn profil og øger salget, for man er nødt til at købe noget i butikken, hvis man vil have noget ud af sit tilgodebevis. Desuden melder historien sjældent noget om hvad det brugte tøj skal bruges til.

Der er tøjindsamlingscontainere mange steder. Det bedste tøj kan muligvis sælges i danske genbrugsbutikker. Men ellers sendes en del tøj til fattige lande, hvor det nok kommer nogle fattige folk til gode, men også ødelægger den lokale tøjproduktion. (se blog: https://www.renttoej.dk/2018/02/27/for-meget-toej-i-skabet/)
Resten hakkes og skæres op, for at blive brugt som polstring i biler og møbler og som isolering i bygninger, men meget ender i fjernvarmeanlæg.
Desværre indeholder hovedparten af vores tøj blandinger af kunstfibre og naturlige fibre, som det ikke er muligt at skille ad og farvesortere, så man kunne smelte kunstfibrene om til nye fibre og trevle de organiske fibre op og spinde disse til ny tråd på ny og dermed skabe en cirkulær tekstiløkonomi – fra vugge til vugge. Rene organiske tekstilrester (bomuld, hamp, hør, bambus, uld, m.v.) kan komposteres. Grav det ned i baghaven, så vil dyr og mikroorganismer langsomt skabe jord af dem. Men polyester, acryl, osv. bør ikke kastes i naturen, det skal tværtimod straks brændes i fjernvarmeanlæg.

Strukturelle løsninger og politiske tiltag er nødvendige

Ovenstående er ikke nogen nyhed. Tøjets miljøbelastning har været kendt længe og alligevel stiger forbruget og affaldsmængderne. Tøjet er blevet alt for billigt efter produktionen er rykket til Sydøstasien, hvor bomuldsbønder og syersker får så lav en løn, at de knap kan brødføde sig selv. Miljøregler er også alt for slappe i de områder, så fabrikkernes spildevand renses ikke eller meget dårligt.
For at skabe en bæredygtig tøjproduktion, skal priserne i danske butikker afspejle de skjulte omkostninger ved udpining af jord, forbrug af dyrebart drikkevand til kunstvanding, forbrug af olie og andre begrænsede ressourcer. Desuden skal lønninger til folk i industrien være til at leve af og forsørge et par børn og/eller gamle familiemedlemmer og der skal være råd til at disse børn kan komme i skole og få en tilværelse, der er bedre end deres forældres.
Det er en opgave for politikere / lovgivere, for som forbrugere er det ganske vanskeligt at finde salgssteder, der har gjort hele produktionsprocessen bæredygtig. Men der er rigtigt mange, som brander sig som bæredygtige, for det er ikke et beskyttet begreb.

Kilder:

Stockholm Invironment Institut, 2005 ”Ecological Footprint and Water Analysis of Cotton, Hemp and Polyester”  EcologicalFootprintAndWaterAnalysisOfCottonHempAndPolyester-2005.pdf

https://videnskab.dk/kultur-samfund/modeindustrien-er-en-kaempe-miljoesynder

12. nov. ’19, Margit Kjeldgaard