Velkommen til Rent Tøj!
Rent Tøj er en netbutik,  som sælger fair trade og økologisk tøj, tekstiler til hjemmet, tasker, m.v.. Hos Rent tøj går vi op i, at produkterner er produceret med respekt for mennesker og miljø. Sådan fungerer tøjproduktionen langt fra i dag.

En beskidt sektor
Faktisk er tekstilbranchen den mest beskidte sektor næst efter olieindustrien. Og det gælder ikke kun i forhold til miljøet, men i høj grad også i forhold til de mennesker, der arbejder med at lave tøjet. Nogle husker Rana Plaza katastrofen i 2013. Her styrtede en kæmpe fabriksbygning i Bangladesh sammen og  1.134 syersker mistede livet under murbrokkerne. I mange tilfælde må syerskerne påtage sig ekstremt meget overarbejde, fordi deres månedsløn er så lav, at den ikke er tilstrækkelig til at skaffe mad på bordet, sende børnene i skole, m.m.?

GOIG

Ren samvittighed med Rent Tøj
Hos Rent Tøj vil vi gerne vise, at man godt kan producere og sælge tøj, der er lavet med respekt for mennesker og miljø, så man også kan købe tøj med ren samvittighed. Derfor arbejder vi hele tiden på, at det tøj, du kan købe her, er produceret af materialer, der er skånsomme for miljøet og, at dem der laver tøjet, får en fair løn og har indflydelse på deres arbejdsplads.

Hos Rent Tøj er det vores mål, at du kan finde nogle flotte og holdbare produkter, som er produceret med ren samvittighed.

 

Mød vores leverandører!
Hos Rent Tøj besøger vi leverandørerne for at få vores eget indtryk af, hvordan tøj og materialer behandles og vi møder de kvinder (og nogle gange) mænd, som arbejder bag symaskinerne. Er du nysgerrig efter, hvor den skjorte eller kjole, du kigger på, er produceret, kan du altid læse mere om vores leverandører. Det er dog ikke alle leverandører, som vi har besøgt og godkendt. Der er leverandører, som er godkendt af andre og uvildige instanser; det gælder Fairtrade mærket og Word Fair Trade Organisation, og det gælder økologi-certificeringsorganisationer som f.eks. GOTS. Og der er leverandører, som Rent tøj køber hos en gang og højst to gange, for at undersøge kvaliteten, før besøg og godkendelse evt. sker.

Ingen hemmeligheder
Hos Rent Tøj har vi ingen hemmeligheder. Vi ved godt, at vi ikke kan redde hele verden (og heller ikke hele tekstilbranchen) på en gang. Derfor skriver vi også om udfordringer i tekstilbranchen og de overvejelser, der går forud for at indgå samarbejde med leverandører rundt omkring i verden.
Ud fra det enkelte produkt i netbutikken kan du læse hvilken leverandør produktet kommer fra, du kan læse, i hvor høj grad vi mener, at produktet er grønt (er skånsomt for miljøet), i hvor høj grad vi finder det er ‘rødt’ (sikrer syerskerne ordentlige løn og arbejdsforhold) og om produktet er tilvirket demokratisk (de ansatte har medbestemmelse på virksomheden, de arbejder i). Derudover er du altid velkommen til at ringe eller skrive, hvis du har andre spørgsmål.

Certifikater og miljøstandarder
Vil du gerne vide hvad de forskellige mærker, standarder og certificeringer betyder, kan du læse mere om dem under ‘FAIR TRADE & ØKOLOGI”.

Indehaver af Rent Tøj, Margit Kjeldgaard
Indehaver af  Rent Tøj, Margit Kjeldgaard

Hvorfor Rent Tøj?
Margit Kjeldgaard startede netbutikken Rent Tøj i 2008. Bag sig har hun en uddannelse som økonom og erfaring fra U-landsimporten, en pionervirksomhed med bæredygtig handel med u-lande. Læs nedenfor, hvad der fik hende til at starte Rent Tøj.

“Som ung snusede jeg til forretningsverden i min morfars og mormors møbelforretning. Jeg blev oplært af min mormor i dobbeltbogholderi og blev mange år senere cand. polit. med en del driftsøkonomi. Takket være en god socialdemokratisk opdragelse og mange rejser til fattige lande, fik jeg øje for verdens uretfærdige fordeling af goder. Det førte mig til U-landsimporten, hvor jeg arbejdede nogle år for foreningen og med informationssiden i København, mens salg og markedsføring af bæredygtig kaffe, te, kakao, krydderi, mv. fandt sted på Mors. Imidlertid ville foreningen ikke udvide sortimentet til tøj, som ellers var/er en endnu større eksportvare fra fattige folk i u-lande, så jeg blev utålmodig og utidig.

Nogle år senere lukkede U-landsimporten, den sejrede sig ihjel; nu har ethvert supermarked fairtrade fødevarer. Tilbage er stadigvæk tekstil- og tøjindustrien med sultelønninger, livsfarlige arbejdspladser og miljøsvineri, som beskæftiger mange mio. unge kvinder.

I 2008 etablerede jeg virksomheden Rent tøj, som jeg har drevet stort set alene  ved siden af andre gøremål. Principperne har været de samme hele tiden: åbenhed, ordentlig betaling til producenterne og økologisk dyrkede tekstilfibre, fortrinsvis direkte handel samt demokratisk organisering og udvikling hos små producenter.  Målet er ikke at tjene en masse penge, altså at profitmaksimere, men derimod at omsætningsmaksimere for at kapre efterspørgsel fra de ”beskidte” leverandørkæder, samt at præge branchen i det hele taget via rejser, oplysning og debat. Der er mange forskellige opgaver i en importvirksomhed og håbet er at virksomheden snart kan lønne en designer- og markedsføringsmedarbejder, for den del trænger meget til at blive styrket”