Ecodesign, Kina

Laver tøj i økologisk bomuld (GOTS-certificeret) og hamp, pænt syet og solidt. Første leverandør og mange indkøb. Godkendt efter besøg på fabrik juli 2008. Nu også godkendt af Fair Wear Foundation.

Ecodesign lever op til Rent tøjs målsætning og indtrykket fra besøget i juli 2008 var meget positivt: Tøjet er lavet af økologisk bomuld og hamp, arbejdsforhold er rimelige og de ansatte har medindflydelse, bl.a. via deres faglige klub. Desuden er Ecodesign blevet godkendt af FairWear, en hollandsk organisation, der siger god for faglige rettigheder og leveløn.
Tekstilfibrene kommer dels fra Shangxi Greenland, dem der laver hampefibrene og dels fra økologiske bomuldsplantager i Tyrkiet. Spinneri og farveriet er fairwear-godkendt. Alle dele af produktionen tjekkes igennem fra start til slut. Lige fra de købte tekstilruller, over klipning og syning til de færdige produkter.

Dette betyder, at evt. problemer opdages og rettes med det samme. Dette er en af forklaringerne på at Ecodesign kan overleve i en så konkurrencepræget branche, uden at slække på forholdende. Ecodesign har skabt en arbejdsplads, der står udenfor sammenligning med majoriteten af branchens øvrige fabrikker, som ellers kendetegnes af kummerlige forhold, hvor syerskerne er ansat på lav løn og uden basale rettigheder. Ecodesign gør sit til, at arbejdet er værdigt, at forholdende er gode og, at stemningen medarbejderne og ledelse imellem er behagelig. Modsat majoriteten i denne branche, som er akkordlønnede, er medarbejderne her timelønnede og ulykkesforsikrede af Ecodesign. Arbejdet foregår på hverdagene og hver anden lørdag, hvor en arbejdsdag er på 8 timer eksklusiv en times frokostpause. Dernæst kommer det overarbejde, som er uundgåelig i en branche, hvor der er deadlines for hvornår en ordre skal være færdig. En arbejdsuge overstiger dog aldrig 54 timer, hvilket – sammenholdt med resten af branchen – er fine forhold.

kinaindien '081 120

På Ecodesign er der høje krav til rengøring/oprydning. Uden to daglige rengøringer – af maskiner og lokaler – ville der samle sig så meget støv i luften, at det vil være sundhedsskadeligt for medarbejderne.

Ecodesign ligger i Kina ved østkysten i byen Qingdau. Fabrikken ejes af et par, hvor manden er dansk og kvinden kinesisk.

Rent tøj har handlet med Ecodesign siden 2008. Oftest ved at bestille noget fra deres katalog, andre gange ved at bede om visse ændringer i farve og design eller selv levere design. Ecodesign producerer iøvrigt til ordrer i nogle store europæiske tøjvirksomheder og til eget mærke HempValley.

BESØGRAPPORT
Rent tøjs besøgsrapport ligger her og Ecodesign's hjemmeside er her.
Ecodesign kan ikke godkendes af Fairtrade organisationen, fordi den ligger i Kina. Derimod har Fair Wear organisationen godkendt den.

ecodesign

Sidste nyt:
Julebrev fra Aichin og Ecedesign Team, 2014:
Ecodesign har fejret 10-års fødselsdag i 2014 og det var ifølge en intern opinionsundersøgelse blandt de ansatte en større begivenhed end både bonussen og den årlige udflugt. Der er vækst i omsætningen, men antallet af ansatte er nede på 80 nu, hvilket skyldes knopskydning: Der er indledt samarbejde med 5-6 systuer drevet af tidligere ansatte, som gerne ville tættere på deres familier. Tre af systuerne er etableret af Ecodesign med maskiner og andet isenkram, samt kvalitetstræning. Det meste af klipning og færdiggørelse sker dog stadigvæk hos Ecodesign.

Midt i 2014 kom en ny udfordring: En fem-års lejekontrakt udløb og udlejeren af fabriksbygningen ville hæve huslejen med 40 %. Derfor måtte Ecodesign flytte i al hast til en ny bygning 10 km. fra den gamle bygning i Quingdao. Den nye bygning er ikke så stor, men billigere og det vil opveje de stigende omkostninger i Kina. Flytningen blev først tilendebragt midt i december og den indebærer at den første tid i 2015 vil gå med at bringe faciliteterne i overensstemmelse med kravene fra økologi-mærkningen (IMO) og arbejdstager-mærkningen (FairWear Foundation).

Aichin har været på besøg på en økologisk bomuldsfarm i Indien. Det er BioRe, et schweizisk firma, som har startet og støttet denne og andre farme, for at skaffe økologisk bomuld og bygge skoler samt hjælpe tusindvis af børn gennem skolen. EcoDesigns fond har støttet både Little Star school, et NGO-project i Varanasi og nu også en af BioRes fondens skoler.

Kommentar fra Margit, Rent tøj:
Det er dejligt at få sådanne breve fra leverandørerne. Ecodesign er både det første firma Rent tøj bestilte varer fra og det er firmaet, som har leveret tøj flest gange, i alt ca. 10 gange. Flytningen forklarer hvorfor den leverance af jakker og langærmede bluser, som skulle være kommet til Rent tøj i starten af november (bestilt i juni) først er på vej fra Kina nu. (Note til Rent tøj: lad være med at love kunderne i nyhedsbreve at specifikt tøj vil komme på et bestemt tidspunkt før det faktisk står på lageret.)